Det var en klar mandag morgen midt i november, da vi trådte ud foran Hotel La Ventera, hvor Morten ventede. Hotellet, som han ejer sammen med Freja i den charmerende bjergby Gualchos, var omkranset af den stille morgenluft, kun afbrudt af fuglekvidder og den lette brise. Vi havde udsigt til en dag fyldt med udfordringer, spektakulære udsigter og bjergtagende stigninger, og vejret var ideelt til formålet: køligt, men solrigt, med lette skyer, der svævede over bjergene.
Stigningen mod byen Lüjar
Vi begyndte med en stigning fra hotellet op mod byen Lüjar. Vejen snoede sig op ad bjergsiden, og langsomt åbnede udsigten sig mod Middelhavet – en majestætisk baggrund, der virkede næsten uvirkelig i morgendisen. Vi satte farten op, og det føltes, som om vi blev trukket ind i naturens storhed, hvor hver pedaltråd bragte os nærmere eventyret.
Grusvejen mod Olias
Efter Lüjar ramte vi grusvejen mod Olias. En lille typisk Spansk bjerglandsby hvor tiden står stille. Vejen blev ru og ujævn, men det var præcis det, vi kom for – den rå skønhed af uforudsigelige grusveje blandet med gammelt asfalt, som tiden og vejret havde formet. Underlaget udfordrede os, men bjergenes skønhed og den klare luft gjorde opkørslen til en fornøjelse. Naturen åbnede sig, og vi følte os nærmest som små prikker i det vidtstrakte landskab.
Turen op mod Sierra De Lüjar
Opkørslen mod toppen af Sierra de Lújar blev 8 km prøvelse, men med bjergenes dybe stilhed omkring os var det hele turen værd. Da vi nærmer os nåede toppen, blev vi til tider indhyllede i skyerne, i sky hulleren kunne vi til tider se over hele dalen, med de magiske Sierra Nevada-tinder i baggrunden. Den vidstrakte udsigt åbnede sig som en scene, og vi stod der, åndeløse og betaget af synet.
Nedkørsel med den idylliske bjergby Rubite
Turen ned mod Rubite bød på et tiltrængt afbræk med en mildere nedkørsel, der førte os ind i den idylliske bjergby. Byen emmede af typisk spansk landsbyhygge, og livet udspillede sig langsomt og fredfyldt på de små torve og gader. Vi tog et kort stop, for at nyde byens daglige rytme – her var folk, der sludrede på gaden, børn, der legede, og en stemning, som om tiden havde valgt at gå lidt langsommere.
Kystbyen Castell de Ferro
Efter Rubite satte vi kurs mod kysten og byen Castell de Ferro, og vi kunne mærke forventningen stige i os. Forude ventede nemlig den legendariske stigning, der førte tilbage mod Hotel La Ventera. Stigningen var lang og udfordrende, og de rå asfaltsektioner gjorde cyklingen hård, men landskabet omkring os opmuntrede og gav os den energi, vi behøvede.
Hotel La Ventera
Da vi endelig nåede Hotel La Ventera, føltes det som en sejr. Vi havde mestret både naturen og os selv, kunne vi mærke trætheden i benene, men også glæden over en uforglemmelig tur gennem Andalusiens storslåede landskaber.
